At tænde lys

At tænde lys

For tre dage siden havde min store søn på 8 år, Tristan, været på kræmmermarked med moster Nanna og onkel Johan. Han havde fået 100 kr. af Johan, så han kunne købe noget. Jeg ved ikke helt, hvordan det gik til, men min søn kom i hvert fald hjem med gaver til hele familien. Jeg fik to fyrfadsstager.

I aften, da de mindste var blevet puttet, sagde han: ”Mor, jeg håber godt nok ikke, at du giver de lysestager væk, som jeg gav dig” – og videre: ”Tror du ikke, de bliver flotte, når der kommer lys i?” Jeg kunne forsikre ham om, at jeg ikke ville give dem væk (selvom jeg måske selv ville have valgt nogle andre), og at vi jo ligeså godt kunne tænde dem med det samme. Det har fået mig til at reflektere. Over det med at tænde lys. Hvad er det, det gør ved os, når vi tænder et lys? Hvad er det, et lys skaber? Noget som ikke kan skabes på andre måder?

Det fascinerende er, at vi bruger lys i utrolig mange forskellige situationer, men at tænde et lys er aldrig ligegyldigt. Der ligger altid en intention bag. Lyset skaber altid en stemninger. Lyset skabet altid noget. Det noget kan så være vidt forskelligt. Her til aften tændte Tristan og jeg hans fine lys for at skabe ekstra hygge. Tidligere i dag tændte jeg et lys, et polsk gravlys, på mine Bedsteforældres grav i Hirtshals. Vi tænder lys, når vi vil skabe en særlig hyggelig stemning. Vi tænder lys, når vi vil ære og mindes nogen.

I starten af juni tændte jeg et lys i Skt. Pauls Cathedral i London. Og da vi fejrede vores kobberbryllup tilbage i februar, sørgede vi for, at der stod lanterner med levende lys ude foran, så det var festligt at ankomme, selvom februar generelt er en trist måned. Vi tænder lys som en fællesskabshandling på tværs af lande og nationaliteter, og vi tænder lys, når vi ønsker at skabe noget ekstra festligt.

Da vores førstefødte søn døde tilbage i 2007, tændte en sygeplejerske et lys for ham. Det var så smuk en gestus. Siden da har det at tænde lys fået en ekstra dimension for mig – og der er blevet tændt mange lys. Både hjemme og på kirkegården. Vi tænder lys i vores magtesløshed. Når vi ikke kan andet. Når den fysiske flamme er den eneste måde at skabe et lys på. Fordi alt inden i os er formørket.

At tænde et lys er meget konkret. Det er en fysisk handling, nærmest en rituel handling. Uanset om det er for at skabe rammerne til en fest, eller det er for at mindes en, der er død. Det er en fysisk handling, hvor vi rent faktisk kan vende mørke til lys. Det er en handling, hvor vi for et øjeblik tager styringen tilbage. Måske er det derfor, det er så ekstra bittert, når man ikke kan få et lys til at brænde, eller det går ud. Jeg ved ikke, om min søn tænkte på det, da han udvalgte fyrfadsstagerne til mig. At han gav mig et konkret fysisk værktøj til at sprede mørket. Uanset om han var bevidst om det eller ej, var det en meget smuk handling af ham, som jeg er meget taknemlig for.   

Jeg har fået lys af min skønne søn. Når det er mørkt skaber de, uanset stil og smag et utrolig smukt lys. De betyder selvfølgelig ekstra for mig, fordi jeg har fået dem af ham. Nogle andre lys, som betyder utrolig meget for mig, er vores nye kollektion af polske gravlys. Måske fordi jeg synes, de er utrolig smukke. Måske fordi jeg ved, hvad lys kan. Jeg ved ikke, hvor lysene vil blive brugt helt konkret. Men jeg ved, de vil være med til at skabe rammer. De vil sprede mørke – i en sommernat, i en snestorm, til årets fest, i det ensomste øjeblik, som en handling til at hylde kærligheden, som en handling i sorg og afmagt. 

KH Rebekka

Leave a Reply

All fields are required

Name:
E-mail: (Not Published)
Comment:
Type Code