Malede sten - lav kirkegårdspynt med børn

Malede sten - lav kirkegårdspynt med børn

Det er efterårsferie lige nu. Det er tid til lange gåture i blæsten. Det er tid til varm kakao. Og det er tid til at lave noget med børnene. Hvis børnene har mistet en bror eller en søster, forældre, venner eller andet familie, vil de ofte gerne være med til at lave noget, de kan lægge på graven. Det at lave noget sammen til kirkegården, kan også være en rigtig fin måde at få talt sammen om den, der er død. Det kan være en fin ramme om de snakke, som specielt vi voksne kan synes er svære.

Børn har ofte en mere umiddelbar tilgang til døden, og de kan tit sætte meget præcise ord på. Samtidig har de brug for, at vi som voksne går foran og skaber et rum, hvor de er trygge, og hvor der er plads til at tale om døden. Et rum hvor børnene ikke er bange for, at de gør de voksne – altså os – kede af det.

Vi er i sommerhus hele familien, og i går besøgte vi nogle venner, som introducerede det at male sten. Her kan man lave virkelig fin pynt til kirkegården, og der er mange lejligheder til at få de gode snakke, og til at skabe det trygge rum. Det gælder både:

1)      Når man finder stenene (en gåtur er også en god ramme til at snakke). Et oplagt sted at finde sten er ved vandet

2)      Når stenene dekoreret

3)      Når stenene lægges på graven

Når man laver noget sammen, så behøver man ikke at tale sammen hele tiden. Der gør det ikke noget, at der er stilhed. Det bliver måske endda en mere naturlig måde at snakke sammen på, fordi man går eller har hænderne beskæftiget med noget andet. Samtidig behøver man ikke sidde og se hinanden i øjnene hele tiden.  

Hvis I har lyst til at prøve selv, så skal man bruge:

1)      Sten (de kan findes på stranden)

2)      Sten tusher (disse kan købes i Panduro hobby)

3)      Permanent spray (når de har fået det, kan stenene ligge ude i alt slags vejr)

Man kan finde masser af inspiration på nettet, f.eks. på Pinterest.

God fornøjelse med både gåturen, hvor stenene findes, med dekorationen af dem, og ikke mindst med snakken om de døde.

KH Rebekka 

Leave a Reply

All fields are required

Name:
E-mail: (Not Published)
Comment:
Type Code