Blogindlæg

D. 1. marts så er foråret officielt i gang. Erantis står allerede og lyser op. De andre forårsblomster pibler også frem. Foråret er manges yndlingsårstid. Så går den mørke, kolde tid på hæld og lys og liv er på vej. Personligt har jeg det meget ambivalent med foråret. Uanset hvad, så kan det være fint med noget, der kan lyse op på graven. Read more...

Jeg har aldrig følt mig så alene i verden, som da vores søn døde. Jeg så ud på verden, og det, jeg så, var lykkelige mennesker med lette liv. Måske er det det, som folk ser nu, når de ser på mig og min familie. Det lille møde i går var en reminder på, at måske bærer dem, der befinder sig lige ved siden af mig også på svære ting. Det ændrer ikke på situationen, at jeg ved det det, det trøster heller ikke – men visheden om det gør, at jeg føler mi Read more...

Hvis Kaspian havde levet, så var hans fødselsdag også blevet overskygget af vores kobberbryllup. Det er jeg sådan set på det rene med. Men lige nu har jeg ikke lyst til at fejre noget i morgen. Lige nu synes jeg, Kaspian skal fylde det hele. Denne ene gang om året. I morgen bliver en dag hvor vi i endnu højere grad end normalt skal rumme både den dybe sorg og den største taknemlighed. Read more...

"Når man føder et levende barn, så ved man intuitivt, hvad man skal. Når man føder et dødt barn, er det hele fuldstændig forkert." Et citat fra en rigtig fin artikel, der blev trykt i Århus Stiftstidende, der beskriver min historie om at miste et spædbarn. Read more...

Dåbskjolen har været brugt tre gange siden vores døde søns dåb. Alle navne er broderet ind, og så mangler der en firkant og et stykke blonde nederst på kjolen. Der er et hul, der ikke kan eller skal lappes. Ligesom der altid vil være et hul i vores familie. Så symbolsk og så smukt. En gestus fra min mor som jeg altid vil være hende taknemlig for. Read more...